Skolevægring bunder ofte i computerspilsafhængighed

Det har længe stået klart for os i Dabeco, at com­put­er­spilsafhængighed ofte risik­er­er at med­føre skolevæ­gring. Com­put­er­spilsafhængighed er en epi­de­mi der ram­mer vores børn og unge i en grad som vi aldrig har set før. Com­put­er­spilsafhængighed ram­mer børn og unge og efter­lad­er dem energi­for­ladte, og uden nogen moti­va­tion for at udmærke sig i det virke­lige liv. Skolen bliv­er intet­si­gende, og lek­ti­er bliv­er uoverkom­melige, og til slut vil de ikke i skole.

Skolevæ­gring er da også på alle insti­tu­tion­ers og skol­ers læber i disse tider. Der snakkes om, at skolevæ­gring er et nyop­stået prob­lem der har haft en ekspo­nen­tiel stign­ing i de sidst 5–10 år. Nøjagtig så mange år, som com­put­er­spils­branchen har for­mået at skabe spilplat­forme der ind­fanger børn og unge i dra­gende og magiske uni­vers­er.

At være afhængig af com­put­er­spil bety­der kort sagt, at ens ver­den bliv­er min­dre. Færre sanselige oplevelser, færre fysiske ven­sk­aber og nærmest ingen offline fritidsin­ter­ess­er. Com­put­er­spillet æder land fra børn og unge.

I takt hermed vokser ang­sten. Angst, for­di den virke­lige ver­den bliv­er fremmed og ukendt. Og vi frygter det ukendte.

Skolevæ­gring bun­der måske i angst eller andet ube­hag, men ang­sten er ofte et direk­te symp­tom på det liv bar­net lever.

Vores spørgsmål lyder på om det er fair over­for børn og unge? Eller skal vi som foræl­dre og fag­pro­fes­sionelle beg­y­n­de at reflek­tere over føl­gevirkningerne af com­put­er­spil og den afhængighed der kom­mer af et ukon­trolleret for­brug af com­put­er­spil?

Eller skal vi skabe dig­i­tal dan­nelse gen­nem sunde skærm­poli­tikker i alle skol­er, insti­tu­tion­er og lig­nende?