Ny EU lovgivning vil gøre det ulovligt at høste børns data

Nyhe­den om, at EU har udformet en ny techlov­givn­ing vis­er, at vi som sam­fund (måske nærmere union) er i stand til at slå det helt fast — Det skal aldrig være okay at frastjæle børn fri­he­den til at leve det liv de ønsker! — særligt ikke for at tilgo­dese en techvirk­somheds økonomiske interesser.

Udover artik­lens fine point­er omkring vigtighe­den af lov­givnin­gen, så vil jeg sup­plere med yderligere en helt væsentlig faktor:

Når virk­somhed­er ikke læn­gere må høste data fra børn og unge, og videresælge til virk­somhed­er — ja, så mis­ter plat­formene deres inci­ta­ment for at fastholde børn i læn­gere tid end børnene egentlig ønsker.

Inci­ta­mentet for at fastholde børn er i dag bygget på, at høste så meget data fra børnene (inter­ess­er, præfer­encer, køn, alder, social klasse, foræl­drenes økonomiske sta­tus, job etc.) -> denne viden sælges videre til virk­somhed­er -> som videre mål­ret­ter annon­cer og reklamer til børnene.
Der vil sim­pelthen ikke være noget data (viden om børnene) at sælge videre. Plat­formene må nem­lig ikke læn­gere høste denne data.

Og hvor­for er det så vigtigt?
For­di det vil give børnene fri­he­den tilbage. Fri­he­den til at leve det liv de ønsker, og ikke det liv techin­dus­trien ønsker de skal leve.

Denne lov­givn­ing giv­er børnene fri­he­den tilbage til søvn, fysisk-socialt samvær samt fysisk aktivitet. Alle dimen­sion­er som er under hårdt pres i dag — dels pga. de for­ret­ningsmod­eller som nu bliv­er lov­givet mod.

Det som tiden vil vise, og som bliv­er inter­es­sant at følge er, hvorvidt plat­formene vil gøre hvad der bliv­er sagt, da det jo imi­dler­tid vil betyde at de skal finde nye forretningsmodeller.

Som sym­bol er dette en ekstrem vigtig lov­givn­ing, for det vis­er at vi som sam­fund aldrig vil tillade at børn mis­ter mulighe­den for at leve det liv de ønsker — til fordel for at tilgo­dese nogle techvirk­somhed­ers økonomiske interesser.

Og det næste er, at foræl­dre ikke skal stå tilbage med ans­varet for, at kæmpe imod ekstremt virkn­ings­fulde adfærd­sp­sykol­o­giske og fasthold­ende techdesign.

 

Læs artiklen på neden­stående link:

https://politiken.dk/viden/art8733803/To-danske-kvinder-tager-hovedrollerne-i-vidtg%C3%A5ende-regulering-af-tech-giganter

 

Workshop med fagpersonerne på Fanefjord fondens bosteder

En lille his­to­rie fra en dag, hvor David dog skulle hente en syg dat­ter i vuggestue:

Vi havde fået til opgave, at afholde en kur­sus­dag for medar­be­jdere på Fane­fjord fondens bost­ed­er. Fokus skulle ligge på det socialpæd­a­gogiske arbe­jde, inter­ven­tion­er, sam­tale­greb, allian­cen samt net­tets mørkere afkroge.

Vi tog der­for kon­takt til Char­lie Shifer­aw Chrie, og spurgte om han havde mod på at hjælpe med sådan en opgave, og det havde han. Char­lie er psykolog på Tik­Tok og har et stort reach ud til de unge.

Udover at det var inter­es­sant for os at høre Char­lies guld­ko­rn — var det også rart, at køre hjem med en følelse af, at vores fore­drag havde gjort en forskel i fag­per­son­ernes daglige praksis.

Tak til Fane­fjord fondens medar­be­jdere, som med vel­re­flek­terede overve­jelser gør et virke­lig godt stykke arbe­jde — og ikke mindst gjorde dagen til inter­es­sant for os.
Og end­nu engang tak til Char­lie, som vi ser frem til flere even­tyr­er sam­men med.

Gamere bliver ofte forstyrret selv når de prøver at levere et reelt stykke arbejde

Ofte sid­der unge gamere ved samme com­put­er når de hhv. stud­er­er og når de spiller com­put­er. Hvor­for det er et stort prob­lem for mange fremgår i det følgende:

For­di plat­forme som STEAM, Dis­cord, Twitch og youtube er kørende som baggrundsprocesser.

Det vil sige, at hver gang de har en ven der går ind og spiller et givent spil pop­per det op som en lille noti­fika­tion nede i højre side af skærmen.

På STEAM plat­for­men vil denne noti­fika­tion eksem­pelvis skrive føl­gende: Din ven “Jens (eller et eller andet sejt gamer­navn)” spiller lige nu Counter-strike, og du kan blot trykke på noti­fika­tio­nen og så kom­mer du ind i spillet.

Eller Youtube fores­lår en ny video som Youtubes algo­rit­mer har for­t­alt Youtube, at ved­k­om­mende vil synes godt om, og han/hun kan blot trykke på lin­ket, og så er han/hun inde på youtube — med auto­play til næste video — til næste video etc.

Eller Dis­cord­serveren, som giv­er en lille rød noti­fika­tion når nogen har skrevet. En lille rød noti­fikaiton som aktiver­er amyg­dala, så det næsten er umuligt lige at trykke og se hvad ved­k­om­mende har skrevet.

Alt dette foregår på samme com­put­er, hvor de egentlig har sat sig for at fordybe sig i studiearbejdet.

De trivselsmæs­sige kon­sekvenser er ofte eksis­ten­tielle, for når man kon­stant bliv­er udfor­dret på at gøre det som er vigtigt, så vil man over tid beg­y­n­de at mærke stressen banke på.

Så af mere lavprak­tiske råd fores­lår vi at tilkøbe en ekstra com­put­er, hvor der ikke er installeret andet end officepakken.

Der­fra vil vi snakke mening, moti­va­tion og det at rumme lidelsen længe nok til at gøre det som har betydning

Et oplæg hos PPR på Frederiksberg gav følgende tanker:

Vi vil gerne sikre, at børn, unge og unge-vok­sne fort­sat får fri­hed til at dyrke livet uden­for det dig­i­tale. Får fri­hed til at sove når de går i seng om afte­nen, får fri­hed til at ses med sine ven­ner efter skole, samt være fysisk aktive sam­men og hver for sig.

Og vi oplever at gam­ing og sociale medi­er hur­tigt kan udfor­dre denne fri­hed gen­nem adfærds­de­signs, og andre virkn­ings­fulde indgange til men­nes­ket sind og adfærd.

Men vi ønsker også, at klæde fag­per­son­er på til at kunne tage snakken om det dig­i­tale på en menings­fuld måde — både ift. foræl­dre, men også de unge for hvem skær­men er blevet altoverskyggende.

Vi ønsker også at fag­per­son­er får blik for de ele­menter som kan vise sig, hvis en ung er i færd med at van­dre ind i et ekstremt dig­i­talt miljø.
Hvor­dan unge ofte er ekstremt udsat­te — særligt når man i forve­jen er sår­bar og hvad man som fag­per­son kan stille op.
——————————————————————
Fra PPR og fællesråd­givnin­gen på Frederiksberg:

Folk syntes virke­lig at det var et godt oplæg. Vi syntes at David og Cecilie holdte et virke­lig infor­ma­tivt og spæn­dende fore­drag for hele Fællesråd­givnin­gen. Vi føler at vi har fået en tun­gere faglig bal­last ift. at råd­give omkring skærm­brug, com­put­er­spil og sociale medi­er og det har sat mange tanker i gang om hvor­dan vi fre­madret­tet tænker at behan­dle emnet.

I hvor høj grad lev­ede fore­draget op til jeres forventninger:
5/5
———————————————————————–

PS. så er det altid en gave at komme ud blandt fag­per­son­er der har så sindssygt skarpe indspark til oplægget, at jeg nogle gange ikke ved hvem der har lært mest.
Så tak til fællesråd­givnin­gen for mange værdi­fulde tanker

Vi afholder nye foredrag — En opsummering fra PPR på frederiksberg

Børn og sår­bare unge har fået et dig­i­talt par­al­lelt univers, som er et fan­tastisk sted at gemme sig væk når livet føles svært og uretfærdigt.
Men flugten kom­mer også med den ulykke­lige pris, at de unge men­nesker kan gemme sig væk fra helt almin­delige svære tanker og følelser — tris­thed og nervøsitet bliv­er til ukendte følelser og de risik­er­er at miste evnen til at nav­igere når livet er deres modstander.

Vi tog denne gang turen til Fred­eriks­berg PPR og fam­i­lieråd­givn­ing, hvor vi snakkede “hvor­for vi ikke må glemme det betyd­nings­fulde i en dig­i­tal tid”.

Pointen med dette oplæg er dels at komme omkring den helt basale pointe:
at det ikke er gratis at udskifte et fysisk-socialt liv med et dig­i­talt-socialt liv.

og dels pointen om, at techvirk­somhed­er har et økonomisk inci­ta­ment for at holde børnene (og vok­sne) sid­dende så længe som muligt, så de kan sælge børnenes data til virk­somhed­er — og det der­for næsten altid er i techgi­gan­ternes inter­esse når den ene time efter den anden bliv­er brugt fysisk isol­eret foran en skærm.

Slut­teligt kom vi ind på allian­cen, inter­ven­tion­er, sam­tale­greb samt hvor­dan man kan invol­vere forældre.

Ingen børn ønsker et liv hvor deres primære livsare­na er digital.
Børn ønsker at være tætte med deres foræl­dre, grine med deres ven­ner, få sved på pan­den og sove ordentligt om natten.

Vi ønsker at hjælpe fag­per­son­er med at sikre, at de ved hvor­dan de kan tale med børn, foræl­dre samt unge — på en menings­fuld måde når livet i den dig­i­tale ver­den koster på det menings­fulde liv.
Så fag­per­son­er kan bruge greb til at nå ind til det som bety­der noget. Så de kan støtte de unge til at rumme de ting som gør livet svært frem­for at fly­gte ind i en anden bev­id­s­thed, i et andet univers med en anden identitet.

Vi har en række fore­drag og work­shops I pipeline på bost­ed­er, i psyki­a­trien samt hos sagsbehandlere.
Skriv hvis I står og man­gler greb og han­dlemu­lighed­er ift. at støtte børn, foræl­dre og vok­sne til et liv med fri­hed til søvn, intimitet, arbe­jds- og skole­liv samt en sund tilknyt­ning til ven­ner og familie.

Undgåelsesadfærd, gaming og sociale medier

Undgåelsesad­færd kan være mange ting. Det beskriv­er en adfærd der for en stund får dig væk fra et følelses­mæs­sigt ubehag.

Det kan være man spis­er Ben og Jer­ry, drikker et glas for meget, ryger en cig­a­ret, træn­er eller dykker ned i sin tele­fon eller sit computerspil.

Prob­lemet opstår først for alvor når undgåelsesad­fær­den er så mas­sivt tilst­ede, at du i forsøget på at undgå ube­haget også undgår de ting som for dig er vigtige og meningsfulde.

Så bliv­er undgåelsesad­fær­den en katalysator for eksis­ten­tiel lidelse, da lidelse opstår i mellem­rum­met mellem det liv vi ønsker og det liv vi reelt set lever. Alt­så i mellem­rum­met mellem det lev­ede liv og meningsfuldhed.

Og her er Sociale medi­er og gam­ing designet på en måde der fasthold­er i en grad, der gør at vi har tilbø­je­lighed til at glemme de ting som er vigtige, til fordel for end­nu et scroll eller end­nu en runde i CS eller WoW.

Tonen har altid været hård online

“Måske er det men­nes­kets umid­del­bare natur der gør at vi snakker neg­a­tivt til hinan­den. Vi taler jo kun pos­i­tivt sam­men når vi kan se hinan­den for­di vi skal opfylde en masse sociale regler. Men når anonymiteten er der, så bliv­er vi dem vi i virke­lighe­den er og der taler vi rigtig grimt til hinanden”.

Tonen har altid været hård online og det er der skrevet meget om.
Der skrives også om, at det skyldes at net­tet er umod­ent og vi ikke har lært at nav­igere i et dig­i­talt liv.

Da vi selv spillede på højt niveau for mere end 20 år siden var tonen også ekstrem hård. Det virk­er desværre på os som om, at tonen fak­tisk er blevet mere ekstrem og uvenlig.

Dette er selvom vi har 20 års+ erfar­ing, og tal­rige kurs­er i at holde den gode tone online. Og det mod­siger jo lidt argu­mentet om, at det skyldes at vi blot skal lære at agere digitalt.

Vi ved hvor meget sprog­et har af betyd­ning for den virke­lighed vi oplever — Så jeg bliv­er bekym­ret for vores børn som kom­mer til at leve en stor del af deres liv i en destruk­tiv og neg­a­tiv livsverden.

- Uden at lyde frelst, så tror vi at det dig­i­tale kan sup­pleres af fæl­lessk­aber med fokus på bevægelse og naturoplevelser.
Vi oplever at mange velme­nende tilbud som er ret­tet mod unge er digitale/gamingtilbud/e‑sportsevents og lig­nende — Men tænk hvis det de egentlig har brug for er frisk luft, analoge ven­sk­aber, bevægelse og fysisk samvær.

Måske vil det også med­virke til flere pos­i­tive sam­taler, og derved et lysere sind.

Meningsløshed og gaming

“Jeg oplever at gam­ing er som at tage et lån i banken med renter, og renterne er mit livspotentiale”.

Vu har haft en ung fyr i for­løb, som var ked af at have brugt så meget tid på at game. Han har i åre­vis haft svært ved at styre sit for­brug, og i mange år har det taget for­rang over “næsten alt” andet i hans liv.

Oplevelsen af meningsløshed er vok­set større og større i takt med at livet blev lev­et inkon­gru­ent til det han ønskede.

Det er en usynlig målgruppe.

Det er en usyn­lig mål­gruppe for­di de sjældent befind­er sig på uddan­nelsesin­sti­tu­tion­er eller på arbe­jds­markedet. De er for dårlige til at leve op til de krav der stilles for at få offentlig ydelse, og der­for find­es de ikke i statistikkerne.
Men de find­es, og det er en gruppe der vokser. Unge men­nesker som gem­mer sig væk i gamin­gens farverige universer.

“Det føles som om at jeg ikke kan gå en tur i en halv time — Det kan man jo godt, men det føles ikke sådan.
Det er meget sådan, hvad nu hvis jeg find­er det i den halve time hvor jeg er væk”.

Vi talte herefter om, at vi alle har brug for frisk luft og mærke solens stråler.
Jeg nævnte, at hans gam­ing fik mig til at tænke på mit arbe­jd­sliv, som også har foregået meget bag en skærm. Og hvor meget det påvirk­er mig, hvis jeg ikke får set soll­y­set eller får indån­det frisk luft i løbet af en dag.

Han var meget enig, og aftal­en er at han nu skal ud af sin lej­lighed før han sæt­ter sig og spiller.

Jeg taler med men­nesker som lever næsten udelukkende i en 2 dimen­sion­al ver­den. Af forskel­lige årsager, men én ting har de til­fælles. De mis­trives og det går den fork­erte vej.

De får ikke den hjælp de behøver. De bliv­er ikke tilset af lægen og de er usyn­lige for psyki­a­trien. Når de endelig bliv­er sam­let er der ofte gået så lang tid at de er invalideret.
Ikke pga. gam­ing, men pga. at der er opstået et mas­sivt fravær af de livs­færdighed­er der skal til for at delt­age i samfundet.

Samtalegreb fra praksis — hvornår man kan nå ind til unge hvis liv primært er digitalt

Et par sam­tale­greb fra praksis:

Vi har haft mange unge mænd i for­løb som har været hen­vist fra job­cen­teret for­di deres sags­be­han­dler ikke kunne moti­vere dem til noget.

Der­for vil jeg (David) her give et par sam­tale­greb til hvor­dan man kan nå ind til unge men­nesker, hvis liv primært foregår i et dig­i­talt univers. Måske det kan bruges som inspiration.

Jeg er selv på Dis­cord, hvor jeg ofte møder unge og unge-vok­sne de første par gange.
Jeg kalder Dis­cord et slags gamer/skype, velv­i­dende at det er meget mere end det.

Adfærd går altid i én af to retninger:
Enten søger adfær­den hen­i­mod noget som øger livskvaliteten — eller også søger adfær­den væk fra noget som er svært/hårdt/ødelæggende for livskvaliteten.

Adfærd er også tiden brugt foran skærmen.

For at få blik for det som skærmen/gamingen/det dig­i­tale rent fak­tisk bidrager til stiller jeg spørgsmål som:

Hvor­dan hjælper det virtuelle dig i dit liv? Hvad får du ud af at game, se youtube etc?

Hvis det vis­er sig, at det unge men­neske bær­er på en masse lidelse vil jeg stille spørgsmål som:

Hvor­for er dit liv så svært at du har brug for at fly­gte ind i en anden bev­id­s­thed, i et andet univers med en anden identitet?