Vi afholder nye foredrag — En opsummering fra PPR på frederiksberg

Børn og sår­bare unge har fået et dig­i­talt par­al­lelt univers, som er et fan­tastisk sted at gemme sig væk når livet føles svært og uretfærdigt.
Men flugten kom­mer også med den ulykke­lige pris, at de unge men­nesker kan gemme sig væk fra helt almin­delige svære tanker og følelser — tris­thed og nervøsitet bliv­er til ukendte følelser og de risik­er­er at miste evnen til at nav­igere når livet er deres modstander.

Vi tog denne gang turen til Fred­eriks­berg PPR og fam­i­lieråd­givn­ing, hvor vi snakkede “hvor­for vi ikke må glemme det betyd­nings­fulde i en dig­i­tal tid”.

Pointen med dette oplæg er dels at komme omkring den helt basale pointe:
at det ikke er gratis at udskifte et fysisk-socialt liv med et dig­i­talt-socialt liv.

og dels pointen om, at techvirk­somhed­er har et økonomisk inci­ta­ment for at holde børnene (og vok­sne) sid­dende så længe som muligt, så de kan sælge børnenes data til virk­somhed­er — og det der­for næsten altid er i techgi­gan­ternes inter­esse når den ene time efter den anden bliv­er brugt fysisk isol­eret foran en skærm.

Slut­teligt kom vi ind på allian­cen, inter­ven­tion­er, sam­tale­greb samt hvor­dan man kan invol­vere forældre.

Ingen børn ønsker et liv hvor deres primære livsare­na er digital.
Børn ønsker at være tætte med deres foræl­dre, grine med deres ven­ner, få sved på pan­den og sove ordentligt om natten.

Vi ønsker at hjælpe fag­per­son­er med at sikre, at de ved hvor­dan de kan tale med børn, foræl­dre samt unge — på en menings­fuld måde når livet i den dig­i­tale ver­den koster på det menings­fulde liv.
Så fag­per­son­er kan bruge greb til at nå ind til det som bety­der noget. Så de kan støtte de unge til at rumme de ting som gør livet svært frem­for at fly­gte ind i en anden bev­id­s­thed, i et andet univers med en anden identitet.

Vi har en række fore­drag og work­shops I pipeline på bost­ed­er, i psyki­a­trien samt hos sagsbehandlere.
Skriv hvis I står og man­gler greb og han­dlemu­lighed­er ift. at støtte børn, foræl­dre og vok­sne til et liv med fri­hed til søvn, intimitet, arbe­jds- og skole­liv samt en sund tilknyt­ning til ven­ner og familie.

Undgåelsesadfærd, gaming og sociale medier

Undgåelsesad­færd kan være mange ting. Det beskriv­er en adfærd der for en stund får dig væk fra et følelses­mæs­sigt ubehag.

Det kan være man spis­er Ben og Jer­ry, drikker et glas for meget, ryger en cig­a­ret, træn­er eller dykker ned i sin tele­fon eller sit computerspil.

Prob­lemet opstår først for alvor når undgåelsesad­fær­den er så mas­sivt tilst­ede, at du i forsøget på at undgå ube­haget også undgår de ting som for dig er vigtige og meningsfulde.

Så bliv­er undgåelsesad­fær­den en katalysator for eksis­ten­tiel lidelse, da lidelse opstår i mellem­rum­met mellem det liv vi ønsker og det liv vi reelt set lever. Alt­så i mellem­rum­met mellem det lev­ede liv og meningsfuldhed.

Og her er Sociale medi­er og gam­ing designet på en måde der fasthold­er i en grad, der gør at vi har tilbø­je­lighed til at glemme de ting som er vigtige, til fordel for end­nu et scroll eller end­nu en runde i CS eller WoW.

Tonen har altid været hård online

“Måske er det men­nes­kets umid­del­bare natur der gør at vi snakker neg­a­tivt til hinan­den. Vi taler jo kun pos­i­tivt sam­men når vi kan se hinan­den for­di vi skal opfylde en masse sociale regler. Men når anonymiteten er der, så bliv­er vi dem vi i virke­lighe­den er og der taler vi rigtig grimt til hinanden”.

Tonen har altid været hård online og det er der skrevet meget om.
Der skrives også om, at det skyldes at net­tet er umod­ent og vi ikke har lært at nav­igere i et dig­i­talt liv.

Da vi selv spillede på højt niveau for mere end 20 år siden var tonen også ekstrem hård. Det virk­er desværre på os som om, at tonen fak­tisk er blevet mere ekstrem og uvenlig.

Dette er selvom vi har 20 års+ erfar­ing, og tal­rige kurs­er i at holde den gode tone online. Og det mod­siger jo lidt argu­mentet om, at det skyldes at vi blot skal lære at agere digitalt.

Vi ved hvor meget sprog­et har af betyd­ning for den virke­lighed vi oplever — Så jeg bliv­er bekym­ret for vores børn som kom­mer til at leve en stor del af deres liv i en destruk­tiv og neg­a­tiv livsverden.

- Uden at lyde frelst, så tror vi at det dig­i­tale kan sup­pleres af fæl­lessk­aber med fokus på bevægelse og naturoplevelser.
Vi oplever at mange velme­nende tilbud som er ret­tet mod unge er digitale/gamingtilbud/e‑sportsevents og lig­nende — Men tænk hvis det de egentlig har brug for er frisk luft, analoge ven­sk­aber, bevægelse og fysisk samvær.

Måske vil det også med­virke til flere pos­i­tive sam­taler, og derved et lysere sind.

Meningsløshed og gaming

“Jeg oplever at gam­ing er som at tage et lån i banken med renter, og renterne er mit livspotentiale”.

Vu har haft en ung fyr i for­løb, som var ked af at have brugt så meget tid på at game. Han har i åre­vis haft svært ved at styre sit for­brug, og i mange år har det taget for­rang over “næsten alt” andet i hans liv.

Oplevelsen af meningsløshed er vok­set større og større i takt med at livet blev lev­et inkon­gru­ent til det han ønskede.

Det er en usynlig målgruppe.

Det er en usyn­lig mål­gruppe for­di de sjældent befind­er sig på uddan­nelsesin­sti­tu­tion­er eller på arbe­jds­markedet. De er for dårlige til at leve op til de krav der stilles for at få offentlig ydelse, og der­for find­es de ikke i statistikkerne.
Men de find­es, og det er en gruppe der vokser. Unge men­nesker som gem­mer sig væk i gamin­gens farverige universer.

“Det føles som om at jeg ikke kan gå en tur i en halv time — Det kan man jo godt, men det føles ikke sådan.
Det er meget sådan, hvad nu hvis jeg find­er det i den halve time hvor jeg er væk”.

Vi talte herefter om, at vi alle har brug for frisk luft og mærke solens stråler.
Jeg nævnte, at hans gam­ing fik mig til at tænke på mit arbe­jd­sliv, som også har foregået meget bag en skærm. Og hvor meget det påvirk­er mig, hvis jeg ikke får set soll­y­set eller får indån­det frisk luft i løbet af en dag.

Han var meget enig, og aftal­en er at han nu skal ud af sin lej­lighed før han sæt­ter sig og spiller.

Jeg taler med men­nesker som lever næsten udelukkende i en 2 dimen­sion­al ver­den. Af forskel­lige årsager, men én ting har de til­fælles. De mis­trives og det går den fork­erte vej.

De får ikke den hjælp de behøver. De bliv­er ikke tilset af lægen og de er usyn­lige for psyki­a­trien. Når de endelig bliv­er sam­let er der ofte gået så lang tid at de er invalideret.
Ikke pga. gam­ing, men pga. at der er opstået et mas­sivt fravær af de livs­færdighed­er der skal til for at delt­age i samfundet.

Samtalegreb fra praksis — hvornår man kan nå ind til unge hvis liv primært er digitalt

Et par sam­tale­greb fra praksis:

Vi har haft mange unge mænd i for­løb som har været hen­vist fra job­cen­teret for­di deres sags­be­han­dler ikke kunne moti­vere dem til noget.

Der­for vil jeg (David) her give et par sam­tale­greb til hvor­dan man kan nå ind til unge men­nesker, hvis liv primært foregår i et dig­i­talt univers. Måske det kan bruges som inspiration.

Jeg er selv på Dis­cord, hvor jeg ofte møder unge og unge-vok­sne de første par gange.
Jeg kalder Dis­cord et slags gamer/skype, velv­i­dende at det er meget mere end det.

Adfærd går altid i én af to retninger:
Enten søger adfær­den hen­i­mod noget som øger livskvaliteten — eller også søger adfær­den væk fra noget som er svært/hårdt/ødelæggende for livskvaliteten.

Adfærd er også tiden brugt foran skærmen.

For at få blik for det som skærmen/gamingen/det dig­i­tale rent fak­tisk bidrager til stiller jeg spørgsmål som:

Hvor­dan hjælper det virtuelle dig i dit liv? Hvad får du ud af at game, se youtube etc?

Hvis det vis­er sig, at det unge men­neske bær­er på en masse lidelse vil jeg stille spørgsmål som:

Hvor­for er dit liv så svært at du har brug for at fly­gte ind i en anden bev­id­s­thed, i et andet univers med en anden identitet?

“Samtalerne har ændret mit liv” — Hvordan vi griber en samtale an.

“Sam­talerne har ændret mit liv”.

I det føl­gende vil vi forsøge at skrive lidt om processen.

Vi blev kon­tak­tet af en ung mand som ønskede at løs­rive sig skær­men og beg­y­n­de at investere mere i uddan­nelse, ven­sk­aber og sin partner.

Vores erfar­ing med unge mænd der tager kon­takt til Dabeco er, at de er kom­met så langt væk fra det menings­fulde, at de ikke læn­gere har blik for hvad de ønsker for dem selv.

De er faret vild i et liv — hvor dig­i­tale adfærds­de­signs fasthold­er og styr­er dem rundt i et liv med begrænset mening og man­gel­fuld fysisk kontakt.

Der­for omhan­dler de indle­dende sam­taler om at nå frem til det som for per­so­n­en er meningsfuldt.

Det gør vi ved at stille spørgsmål som:
“Hvad bety­der noget for dig, hvis du mærk­er efter helt inde i hjertet?”

“Der find­es kun et prob­lem for­di det står i vejen for noget vigtigt — Hvad stiller skær­men sig i vejen for som er eksis­ten­tielt vigtigt for dig?”

“Hvilken ung mand ønsker du at være, stå for som men­neske, stå for som ven, som kæreste?”

Efter at han havde fået blik for det eksis­ten­tielt vigtige talte vi om diskurser.
Der find­es nogle normer, uskrevne regler som pass­er godt til majoriteten, men det bety­der ikke at alle kan leve et værdikon­gru­ent liv inden for de rammer.

Det behøver ikke betyde at per­so­n­ens værdier er fork­erte — måske er det diskurs­erne som udforder per­so­n­en i at leve det liv han/hun ønsker.

Efter 4 sam­taler sagde klien­ten “Sam­talerne har ændret mit liv”.

Lidelsen opstår i fraværet — I fraværet af menings­fuld­hed, i fraværet af stærke rela­tion­er, i fraværet af fysisk sund­hed og en god nats søvn.

Vores klienter flygter fra ubehag gennem spil og sociale medier — bagsiden er at de også flygter fra meningsfuldhed

Det er et skjul fra tris­thed, angst og stress, men bivirknin­gen er, at det også er et skjul fra kærlighed, sociale rela­tion­er, fysisk kon­takt, et arbe­jds- og studieliv.

Vi taler med mænd, hvor gamin­gen ikke læn­gere er sjov og spas, men er et skjul fra alle ube­hagelige følelser, men derved også et skjul fra alt det meningsfulde.

Vi forsøger at hjælpe unge mænd som er faret vild i gamin­gens farverige univers.

Vi hjælper ved ved at tale ind i værens mening.

Hvad bety­der noget for dig i det store billede? Hvem bety­der noget for dig? Hvad bety­der kærlighed og intimitet for dig?

Vi laver visu­alis­er­ingsøvelser, hvor de skal få kon­takt til det menings­fulde og betydningsfulde.

Vi forsøger at hjælpe dem ud af arbe­jd­sløshe­den, og giv­er dem vished om at der er en plads til dem i samfundet.

Vi gør det blandt andet ved at tilbyde et trygt analogt fæl­lesskab, hvor vi træn­er sam­men sup­pleret med psykologsam­taler om værens mening :).

Lever vi det familieliv vi ønsker?

Jeg (David) men­er at fam­i­li­er skal have mulighed for at stille sig selv spørgsmålet. “Lever vi et fam­i­lieliv i overensstemelse med det vi ønsker”?

Ingen er isol­erede øer, særligt når det gælder fam­i­li­er. Vi påvirk­er hinan­den på kryds og tværs, og der­for har jeg erfaret at det giv­er mening at man som fam­i­lie stiller sig selv og hinan­den spørgsmålet: “Lever vi det fam­i­lieliv vi ønsker eller er det på afveje?”.

Når spørgsmålet kom­mer ude­fra, så er der ikke parad­er oppe. Spørgsmålet bliv­er ikke over­sat i en allerede defineret kon­flikt. Der er ikke forud­fat­tede idéer om, hvorvidt at spørgsmålet er stil­let som et angreb eller et forsvar.
Der opstår der­i­mod mulighed for at tale om det som er vigtigt — for fam­i­liemedlem­merne hver især og sammen.

Og tro det eller ej, ret ofte vil fam­i­lien det samme.

Det sen­este nye jeg har udviklet er et fore­drag til foræl­dre + deres børn om bru­gen af skærme, det menings­fulde og vigtige.

Jeg har nu afholdt fire af denne type og jeg føler mig meget priv­iligeret af at facilitere en sam­tale med så mange fam­i­li­er, der tager still­ing til, hvad de ønsker for sig selv og hinanden.

Husk at gøre det som er vigtigt.

Gamingafhængighed findes!

Er der noget som hed­der computerspilsafhængighed?
Ja!
Det er ikke Dabeco der beslut­ter det — det er heller ikke andre velme­nende organisationer.
Det er ene og alene WHO, og de har offentlig­gjort at diag­nosen indgår i den nye diag­nose­man­u­al ICD11.

En væsen­ligt ting at vide om diag­noser er følgende:
En diag­nose årsags­fork­lar­er ikke.
— Du kan sagtens have en spise­forstyrrelse for­di du bokser med en bagvedliggende lidelse.
— Du kan sagtens lide af alko­holisme for­di du bokser med depres­sion eller angst.
— Du kan sagtens lide af ludo­mani for­di du bokser med udfor­dringer i livet.

Og ja, du kan sagtens lide af com­put­er­spilsafhængighed for­di du bokser med livet, depres­sion og/eller angst.

En diag­nose er en objektiv/fænomenologisk beskriv­else af en række symp­tomer du enten har eller ikke har.
Notér jer at det aldrig er psyki­atere der udtaler at com­put­er­spilsafhængied ikke findes.

Så der­for — når I hør­er at der ikke er noget der hed­der com­put­er­spilsafhængighed for­di det er et symp­tom på angst eller depres­sion, så er det en præmis der ikke giv­er mening.

Der kan være tusinde årsager til at du kom­mer til at lide af computerspilsafhængighed.
Fælles er dog, at afhængighe­den forvær­rer dit liv — ikke com­put­er­spillet, men afhængigheden.
Et af symp­tomerne er nem­lig — du spiller selvom det forvær­rer din tilstand.