Coronaens virkelighed og sammenhæng til børns skærmtid

Vi er alle ind­fanget i coro­n­aens uvirke­lige virke­lighed. Det er et vilkår – Ingen ville ønske at være fastlåst i denne fysiske iso­la­tion én dag læn­gere end nød­vendigt.

Det er lang­somt ved at gå op for os, hvor hårdt det er for vores men­tale hel­bred at være fysisk isol­eret fra vores nære. Vi er beg­y­n­dt at indse, hvor sølle en erstat­ning Zoom, skype og face­time er ift. det fysiske møde med vores børn, børnebørn og gode ven­ner.

Det samme afsavn gælder børnene. Og børn i Dan­mark har under nor­male omstændighed­er euro­pareko­rd i mindst fysisk samvær med jæv­nal­drende. Ifølge statens insti­tut for folke­sund­hed er det kun 7% 15 årige piger og 13% 15 årige drenge der ses med hinan­den fysisk efter skole.

Dette skyldes i høj grad gam­ing og endeløse scrolls ned af feedet på sociale medi­er. Vi ser sam­tidig også flere og flere unge der bon­ner ud på sta­tis­tikkerne for eksis­ten­tielle diag­noser som stress, angst og depres­sion.

Det koster på den men­tale hel­bred­skon­to at udskifte sit sociale fæl­lesskab fra et fysisk-socialt til et dig­i­talt-socialt fæl­lesskab.

Hvis alarmk­lokkerne ikke ringer nu, så er man enten i lom­men på spil­pro­du­cen­terne, face­book, google eller microsoft, eller også er man ual­min­delig blåø­jet og man­gler blik for det lev­ede livs påvirkn­ing på vores psykiske velbfind­ende.

Denne tid må have lært os alle, at vi ikke kan over­lade vores børn til et virtuelt fæl­lesskab, for børn har de samme behov for fysisk kon­takt som vi vok­sne har.

Vi må huske at denne tid aldrig vil blive glemt. Den vil for altid stå stærkt i vores hukom­melse. Der­for er det også en oplagt tid at skabe nogle stærke min­der sam­men som fam­i­li­er.