Dabeco er beg­y­n­dt at tilbyde fore­drag og work­shops omhan­dlende com­put­er­spilsafhængighed. Vi oplever en ekstrem stor efter­spørgsel. Til fore­dra­gene møder vi afmægtige under­vis­ere, behan­dlere, foræl­dregrup­per og andre fag­pro­fes­sionelle der ikke aner hvad de skal stille op med en hel gen­er­a­tion af com­put­er­spilsafhængige børn og unge.

Spe­jderk­lub­ber er beg­y­n­dt at tage ud til SFO’er og børne­haver for at rekrut­tere nye medlem­mer. Skol­ernes leg­e­pladser har ikke set skyggen af et leg­ende barn siden Fort­nite udkom. Fritid­sor­d­ninger der ikke tillad­er spil i alle åbne timer, mis­ter medlem­mer for­di børnene hellere vil tage hjem for at spille end at være i en fritid­sor­d­ning hvor de ikke må spille.

Vi oplever fod­bold­klub­ber der ikke kan tiltrække tilstrække­ligt mange spillere for­di de hellere vil spille hjemme i sofaen end at skulle ud i poten­tielt dårligt vejr. Dette selvom vi ikke har haft en bedre som­mer i over 100 år.

Det beg­y­n­der at gå op for os i Dabeco, at com­put­er­spilsafhængighed er en epi­de­mi der ram­mer vores børn og unge i en grad som vi aldrig har set før.

Skolevæ­gring er på alle insti­tu­tion­ers og skol­ers læber, og alle ved inder­st inde godt hvor de skal finde svaret. I com­put­er­spillenes farverige verdener.

At være afhængig af com­put­er­spil bety­der kort sagt, at ens ver­den bliv­er min­dre. Færre sanselige oplevelser, færre fysiske ven­sk­aber og nærmest ingen offline fritidsin­ter­ess­er. Com­put­er­spillet æder land fra børn og unge. I takt hermed vokser ang­sten. Angst, for­di den virke­lige ver­den bliv­er fremmed og ukendt. Og vi frygter det ukendte.

Skolevæ­gring bun­der måske i angst, men ang­sten er et direk­te symp­tom på et barn der er dybt afhængig af sin computer.

Vores spørgsmål lyder på om det er fair over­for børn og unge? Eller skal vi som foræl­dre og fag­pro­fes­sionelle beg­y­n­de at reflek­tere over føl­gevirkningerne af com­put­er­spil og den afhængighed der kom­mer af et ukon­trolleret for­brug af computerspil?