Vi er alle indfanget i coronaens uvirkelige virkelighed. Det er et vilkår – Ingen ville ønske at være fastlåst i denne fysiske isolation én dag længere end nødvendigt.
Det er langsomt ved at gå op for os, hvor hårdt det er for vores mentale helbred at være fysisk isoleret fra vores nære. Vi er begyndt at indse, hvor sølle en erstatning Zoom, skype og facetime er ift. det fysiske møde med vores børn, børnebørn og gode venner.
Det samme afsavn gælder børnene. Og børn i Danmark har under normale omstændigheder europarekord i mindst fysisk samvær med jævnaldrende. Ifølge statens institut for folkesundhed er det kun 7% 15 årige piger og 13% 15 årige drenge der ses med hinanden fysisk efter skole.
Dette skyldes i høj grad gaming og endeløse scrolls ned af feedet på sociale medier. Vi ser samtidig også flere og flere unge der bonner ud på statistikkerne for eksistentielle diagnoser som stress, angst og depression.
Det koster på den mentale helbredskonto at udskifte sit sociale fællesskab fra et fysisk-socialt til et digitalt-socialt fællesskab.
Hvis alarmklokkerne ikke ringer nu, så er man enten i lommen på spilproducenterne, facebook, google eller microsoft, eller også er man ualmindelig blåøjet og mangler blik for det levede livs påvirkning på vores psykiske velbfindende.
Denne tid må have lært os alle, at vi ikke kan overlade vores børn til et virtuelt fællesskab, for børn har de samme behov for fysisk kontakt som vi voksne har.
Vi må huske at denne tid aldrig vil blive glemt. Den vil for altid stå stærkt i vores hukommelse. Derfor er det også en oplagt tid at skabe nogle stærke minder sammen som familier.
