Hvorfor vi skal huske det betydningsfulde – i en tid med digitale medier
At huske det betydningsfulde i en digital tid, er en vigtig forudsætning for at udleve et liv med plads til trivselsfremmende og sunde aktiviteter og relationer. Derfor handler sunde skærmvaner også om evnen til at løsrive sig skærmen, da tiden brugt digitalt ofte kan overskygge det sunde liv med skole, fritidsinteresser, arbejde, og tæt tilknytning til sine nære relationer, herunder sin familie og gode venner.
Den digitale industri er udgjort af en lang række Adtech virksomheder. Alt fra sociale medier til gamingindustrien tjener deres penge ved at sælge brugerens data. Dvs. viden om brugerens interesser, køn, socioøkonomisk status etc. Denne viden sælger platformene videre til tredjeparts virksomheder som derfra kan målrette annoncer og reklamer til lige netop den målgruppe de ønsker.
For at kunne høste mest mulig viden om brugeren kræver det, at brugeren bruger mest mulig tid på lige netop deres platform, og derfor er der i samtlige spil og sociale medier installeret en lang række velimplementerede fastholdelsesdesigns.
Og det har en pris.
Danmark er det land i Europa, hvor børn og unge er mindst fysisk aktive, er mindst fysisk-sammen efter skole og samtidig er vi det land, hvor børn og unge sidder mest foran en skærm.
Foredraget vil sætte spot på spørgsmål som:
Er det en god idé at spille computerspil i skolen/fritidsordningen? Hvordan udvikles barnets hjerne, og er den i stand til at stå imod de digitale fristelser? Hvordan kan skærmen bruges konstruktivt som fagperson og forælder og ikke blot som den nemme løsning?
Hvordan kan man balancere børns skærmforbrug? Hvad betyder det for det barn som er den eneste der ikke har fået en smartphone og hvad betyder det for et barn at blive ekskluderet digitalt og analogt? Risikerer Kahoot at føre til, at barnet også skal tjekke alle sine andre sociale medier, og hvad betyder dette for barnets koncentration i skolen? Er for tidlig gaming i fritidsordningen en glidebane til, at barnet også vil spille i alle andre domæner?
Hvorfor det er vigtigt at forældrene kan træffe afgørende valg på vegne af deres barn og dets omgang med teknologi.
Vi ønsker, at hjælpe familier med at etablere sunde skærmvaner der efterlader plads til nærvær, fordybelse, sved på panden og gode grin.
Vi vil med dette oplæg tilbyde refleksioner og gå i dialog om handleanvisninger ift. hvordan man som familie kan genfinde hinanden i en tid med digitale medier. Alle familier har fortjent at trives både digitalt og analogt.