Et nyt blik på skolevægring
Skolevægring er et stigende og komplekst problem, som kan have mange forskellige årsager og skal forstås i den enkelte situation. I debatten overses dog ofte det digitale perspektiv. Når et barn eller en ung mistrives og oplever følelsesmæssig overbelastning, kan det være naturligt at søge væk fra situationer, der føles svære eller uoverskuelige. Her kan digitale teknologier og skærmen blive en let tilgængelig flugtvej.
Dette foredrag giver forældre og fagpersoner indblik i det digitale perspektiv på skolevægring. Digitale teknologier kan både være en konsekvens af mistrivsel og samtidig være med til at fastholde eller forstærke den. Når skærmen bliver en hurtig vej væk fra svære følelser og situationer, kan den på kort sigt give lindring, men på længere sigt være med til at fastholde barnet eller den unge i en undgåelsesadfærd.
Hvis svære følelser igen og igen håndteres gennem flugt og undgåelse frem for at blive mødt og erfaret som noget, man kan være i, kan de med tiden komme til at føles mere farlige og uoverkommelige. På den måde kan det digitale bidrage til en cirkel af undgåelse, hvor den kortvarige lettelse samtidig gør det sværere at vende tilbage til skole, fællesskaber og de situationer, der opleves som vanskelige.
Foredraget sætter fokus på, hvordan vi kan forstå denne sammenhæng, og hvordan forældre og fagpersoner kan være med til at skabe rammer, der understøtter barnet eller den unges mulighed for gradvist at møde det svære frem for at flygte fra det.
Foredragene afholdes altid af autoriserede læger og psykologer.





