
Står gaming eller sociale medier i vejen for at borgere oplever trivsel eller får tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet?
I så fald kan vi hjælpe.
Vi har specialiseret os i at hjælpe denne målgruppe til at finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet. Det gør vi fordi, at vi tror på at et menneske der lever i trivsel og er fysisk rask helst vil være en del af samfundet.
Vi har flere års erfaring med at tale med unge mennesker, som har ladet computeren få en altoverskyggende plads i deres hverdag. Vores erfaring er, at gaming desværre er blevet den primære arena for socialisering og oplevelse af meningsfuldt indhold for mange unge mennesker. Gaming er det sted, hvor den enkelte borger finder ro og tryghed men er samtidig den umiddelbare forhindring ift. at borgeren får engageret sig i et meningsfuldt arbejds- eller uddannelsesliv.
Vi ved, at mange borgere, der spiller meget computer, bokser med livets til tider svære vilkår. Vi ved ligeledes, at et massivt gamingforbrug afholder borgere fra at gøre de ting, som er betydningsfulde og meningsfulde for dem. Når en borger spiller meget computer, bliver dage til nætter, og effekten er den samme for alle mennesker, der ikke får sovet om natten. — De kommer ikke op om morgenen, og de får ikke gjort de ting, som får dem ud på den anden side af arbejdsløsheden og ofte også mistrivslen.