Vemmelev Skole er certificeret i sunde digitale vaner 2025–2028
Vemmelev Skole er officielt certificeret i sunde digitale vaner for perioden 2025–2028, en akkreditering tildelt af psykolog- og lægehuset, Dabeco fra September 2025.
—————————————————————————————————————————————————————
Vemmelev Skole vægter fysiske fællesskaber og nærværende undervisning højt. Vi ønsker at skabe et skoleliv, hvor børn kan danne fællesskaber på tværs, hvor deres kreativitet og fantasi kan blomstre, og hvor de får lyst til læring. På denne baggrund har vi nøje overvejet vores tilgange til digitale medier og udarbejdet følgende retningslinjer:
Vemmelev Skole er mobilfri
- Hele Vemmelev Skole er mobilfri.
- Vi oplevede, at mobilerne forstyrrede både undervisningen og det sociale liv. Derfor valgte vi at være en mobilfri skole, hvor børnene kan indgå i fællesskaber og faglighed uden forstyrrelser.
- Vi oplever, at mobilfriheden har skabt en kultur, hvor eleverne i høj grad forstår og accepterer, at mobiler ikke må bruges i skoletiden.
- Vi er indforståede med, at børnene også lever i en verden, hvor mobiler er et værktøj. Derfor kan de i undervisnings- eller dannelsesmæssige sammenhænge få lov til at bruge dem, når det er pædagogisk styret.
- Vi vil gerne arbejde hen imod at blive en smartdevice-fri skole.
Vemmelev Skole anvender digitale medier, når de tjener et didaktisk, læringsmæssigt eller trivselsfremmende formål
- Digitale medier inddrages i balance med den analoge undervisning og når det reelt støtter læringen.
- Digitale teknologier bruges som støtte til ordblinde, så alle elever kan være med på samme vilkår.
- Vi bruger Aula og Meebook som en del af skolens infrastruktur.
- Næste år indfører vi teknologiforståelse i dansk og matematik.
- Vi er i proces med et projekt med Megaspace, hvor forskellige former for teknologi bliver indført i skoletiden. Skolen skal uddanne et kapacitetsteam, hvor lærere lærer at inddrage teknologierne didaktisk, samt en elevpatrulje, der kan være igangsættere ude i klasserne.
- I SFO’en kan 3. klasserne spille computer tre gange om ugen i 30 minutter. Aktiviteten er altid voksenstyret, og der må kun spilles på alderssvarende platforme. Vi prioriterer fællesskabet og oplever, at vi med disse rammer kan skabe god balance mellem det analoge og det digitale.
Skolen undgår digitale forstyrrelser
Kriterier for digitale forstyrrelser
- Vi oplever, at det digitale har skabt en “nu-kultur”, hvor eleverne har svært ved at fordybe sig.
- Vi ser et skred, hvor eleverne har vanskeligt ved at fastholde fokus på et emne i længere tid.
- Eleverne har sværere ved at lege og være kreative i frikvartererne og har derfor behov for legepatruljer, der kan igangsætte aktiviteter.
- Når computeren bruges som redskab, oplever vi ofte, at notifikationer og lyde forstyrrer undervisningen.
- Lysten til opsøgende læring erstattes af forventningen om “serveret” viden.
- Digitale teknologier kan trække eleverne ind i ekkokamre, hvor trist eller voldsomt indhold promoveres.
Håndtering af digitale forstyrrelser
- Vi er tydelige omkring, hvornår og hvorfor vi benytter det digitale, for at mindske forstyrrelser.
- Vi har firewalls, der nægter adgang til bestemte hjemmesider.
- Vi ønsker at opelske kreativitet, leg og fantasi og igangsætte et større medansvar for egen læring.
- Vi vil implementere flere projekter, der understøtter kreativitet og lyst til læring, fx blokundervisning i selvvalgte emner.
- Vi lægger vægt på at kombinere analog og digital undervisning.
- I frikvartererne tilbyder vi alternativer som hal, bibliotek og stillerum.
- Lærerne arbejder aktivt med at sætte fake news og ekkokamre i perspektiv gennem kildekritik.
Overvejsler omkring Billeddeling, spil, shopping og sociale medier
- Vi har en striks politik om, at dette ikke skal ske i skoletiden.
- Hvis elever sidder på disse platforme, italesættes det og der gives en irettesættelse.
- Ledelsen inddrages, hvis aktiviteter på sociale medier har effekt på skoledagen.
- Vi er bevidste om, at hårdt sprog ofte foregår uden for skoletiden, men kan trække tråde ind i skolen. Når vi opdager noget uhensigtsmæssigt, håndterer vi det og inddrager forældrene i et tæt samarbejde.
Håndtering af ubehagelige oplevelser
- Skolen har en antimobbestrategi, der inkluderer digital mobning.
- Vi ønsker at revidere vores procedurer og lave en konkret handleplan for digitale oplevelser.
- Hvis vi bliver opmærksomme på ubehagelige episoder, reagerer vi altid og inddrager forældre. SSP inddrages ved større tendenser på tværs af skoler.
- Vi holder dialogmøder ved uhensigtsmæssige digitale fællesskaber, fx snapgrupper.
- Vi overvejer at indtænke digital trivsel i en ugentlig trivselslektion, så lærerne kan tage emnet op i klasserne og samtidig opdage børn, der trækkes mod ekkokamre.
Analoge alternativer
- Vi bruger naturen og skolens idrætsfaciliteter aktivt: boldområder, kunstgræs, haller, skov og grønne arealer.
- Vi har været certificeret idrætsskole gennem DIF, og selvom certificeringen ikke længere er aktiv, værner vi om den bevægelseskultur, vi har skabt.
- Vi arbejder kontinuerligt på at udvikle undervisning, hvor krop og praksis indgår.
- Skoledagen skal opfordre til kreativitet og fællesskaber. Vi udvikler derfor mere interessante frikvarterer, åbne biblioteker og halaktiviteter – alt sammen for at styrke analoge fællesskaber.
Personalets skærmbrug
- Vi ønsker en kultur, hvor medarbejdere er nærværende – både på lærerværelset og til møder.
- Computeren er et vigtigt arbejdsredskab, men vi ønsker at begrænse unødvendig brug i møder. Én referent kan ofte være tilstrækkeligt.
- Møder skal have tydelige formål og suppleres med bevægelsespauser, så fællesskabet styrkes.
ChatGPT og generativ AI
- Vi følger regeringens anbefalinger og overvejer, hvordan AI kan bruges på en hensigtsmæssig måde.
- I udskolingen vil vi opfordre til åbne samtaler med eleverne om, hvad AI kan og ikke kan.
- Vi ønsker at inkludere AI i undervisningen som et dannelsesmæssigt emne.
- Vi vurderer løbende, hvor AI giver mening, men fastholder, at visse færdigheder skal mestres uden digitale hjælpemidler. Samtidig anerkender vi, at eleverne skal dannes til at kunne begå sig i en teknologisk verden.
Virtuel økonomi
- Vi har endnu ikke oplevet behov for retningslinjer på dette område, men følger udviklingen og søger viden, så vi kan være forberedte.
—————————————————————————————————————————————————————
Udtalelser fra skolens medarbejdere
“Færre elever kan fungere i arbejdsmiljøer, der kræver tilstedeværelse og koncentration, fordi skærme stjæler fokus og energi.”
”Det er værdifuldt at vi som skole er mobilfri, fordi det skaber en beskyttende ramme for eleverne.”
“Det er skolens dannelsesopgave at lære eleverne, hvordan man opfører sig ordentligt på nettet. Derfor må vi være nysgerrige på børns digitale liv, sætte tydelige grænser og samtidig støtte og vejlede forældre i håndtering af digitale konflikter.”
Udtalelser fra elever
“Digitale teknologier kan nogle gange gøre skoledagen nemmere fx Word og Kahoot, der gør det nemmere og sjovere at lære.”
“De digitale medier kan også forstyrre i undervisningen, fordi de let distraherer, så man ikke følger med og har svært ved at koncentrere sig.”
“Det er rart, at man har lærere, man kan gå til, hvis man har set noget ubehageligt på nettet og er ked af det.”
—————————————————————————————————————————————————————
En certificering i sunde digitale vaner betyder, at skolen i sin helhed får fokus på de værdier såvel som udfordringer, der findes i den digitale verden. Medarbejderne på skolen får således mulighed for at udvikle og reflektere over meningsfulde digitale vaner.
Fokus for certificeringen er at værne om børn og unges mentale sundhed samt deres motivation, læring, sociale fællesskaber og offline interesser.
På denne baggrund har skolen haft ovenstående refleksioner, opmærksomheder og retningslinjer omhandlende deres elevers digitale liv: Dette berettiger dem til at være en institution certificeret i sunde digitale vaner.
Vemmelev Skole har som led i certificeringen i sunde digitale vaner modtaget et medarbejderkursus, en ledelsesdag samt et elevforedrag og et forældreforedrag.








