Islev Skole er certificeret i sunde digitale vaner 2025–2028
Islev Skole er officielt certificeret i sunde digitale vaner for perioden 2025–2028, en akkreditering tildelt af psykolog- og lægehuset, Dabeco fra August 2025.
—————————————————————————————————————————————————————
Formål
På Islev Skole er læring, trivsel og fællesskab i fokus. Vi har ansvaret for elevernes læring og trivsel og skal derfor sikre, at eleverne kan koncentrere sig og lære uden unødige digitale forstyrrelser.
På denne baggrund har vi overvejet og drøftet vores tilgang til digitale medier og mobilbrug i undervisningsmiljøet og er kommet frem til følgende retningslinjer:
Islev Skole er mobilfri
- Skolen har en mobilpolitik, der gør skolen mobil- og smartwatchfri.
- Alle mobiler på alle klassetrin er placeret i aflåste skabe i løbet af hele skoledagen.
- Mobiltelefoner kan dog bruges, hvis lærerne har planlagt brugen som en del af undervisningen.
- I Islevs fritidsafdeling er der mobilfrihed fra 0.–3. årgang. Fra 4. årgang og opefter må mobilen bruges i afgrænsede skærmzoner eller i begrænset omfang i forbindelse med kreative eller pædagogiske aktiviteter.
Anvendelse af digitale medier
- Islev Skole anvender digitale medier, når de tjener et læringsmæssigt eller trivselsfremmende formål
- Vi benytter læringsplatforme i balance med den analoge undervisning.
- Vi bruger digitale platforme til at variere aktiviteter og arbejdsformer samt til at visualisere opgaver.
- Arbejdet på digitale medier i undervisningen er altid voksenstyret og pædagogisk funderet.
- Digitale teknologier bruges også til at skabe deltagelsesmuligheder for alle. Fx som redskaber for elever med ordblindhed.
- Den kreative teknologi, fx computerskrivning og digitale produktioner, ser vi som en værdi i undervisningen.
- Vi begrænser brugen af film og anden skærmbrug til den planlagte undervisning eller til særlige planlagte arrangementer. Og anvender således ikke skærme som pauseaktivitet.
- Islev Skoles fritidsafdeling anvender digitale medier voksenstyret til at arbejde med digital dannelse eller for at fremme fællesskabet.
- Fritidsafdelingen benytter også TekX, hvor børnene arbejder med forskellige teknologiske redskaber.
Digital dannelse
- Vi arbejder med digital dannelse gennem undervisningsforløb på alle årgange om onlineindhold, generel mobilbrug mv. Skolens teknologi- og innovationslærere står for denne undervisning i samarbejde med TekX
- Eleverne på udvalgte årgange får undervisning i risikoadfærd på nettet og vi forsøger at skabe et trygt rum, hvor eleverne tør fortælle om deres oplevelser på nettet. Undervisningen tilrettelægges i samarbejde med SSP.
- Der orienteres på forældremøder om hvilke emner, der arbejdes med på de forskellige årgange.
- Vi mener, at skolens forældre har et stort ansvar på området, og vi opfordrer derfor forældrene til at tale med deres børn om, hvad de møder online.
- Vi samarbejder med SSP om konkrete hændelser der er foregået online, når det er nødvendigt.
Computere i undervisningen
- Fra 4. klasse og opefter får eleverne udleveret en computer, der bruges i undervisningen.
- I 4. klasse forbliver computerne på skolen, mens de øvrige årgange må tage computerne med hjem.
Overvejelser omkring AI og ChatGPT
- Vi følger regeringens 7 anbefalinger og er opmærksomme på området.
- Vi er i dialog med de øvrige skoler i Rødovre Kommune om hvordan vi håndterer brugen af AI og ChatGPT i skoletiden.
Analoge alternativer på skolen
- Vi skaber inspirerende læringsmiljøer både inde og ude.
- Vi stiller analoge alternativer i form af brætspil o.lign. til rådighed i frikvartererne, så fællesskab, nærvær og bevægelse fremmes.
- Vi tilbyder muligheder i den fysiske verden, fx når de voksne igangsætter lege og aktiviteter i frikvarterne.
- Vi ønsker at Islev Skole skal være et samlingspunkt, hvor børnene har lyst til at bruge faciliteterne — også uden for skoletiden. Derfor investerer vi i vores udeområder.
—————————————————————————————————————————————————————
En certificering i sunde digitale vaner betyder, at skolen i sin helhed får fokus på de værdier såvel som udfordringer, der findes i den digitale verden. Medarbejderne på skolen får således mulighed for at udvikle og reflektere over meningsfulde digitale vaner.
Fokus for certificeringen er at værne om børn og unges mentale sundhed samt deres motivation, læring, sociale fællesskaber og offline interesser.
På denne baggrund har skolen haft ovenstående refleksioner, opmærksomheder og retningslinjer omhandlende deres elevers digitale liv: Dette berettiger dem til at være en institution certificeret i sunde digitale vaner.
Islev Skole har som led i certificeringen i sunde digitale vaner modtaget et medarbejderkursus, en ledelsesdag samt et elevforedrag og et forældreforedrag.
————————————————————————————————————————————
Hvad er digitale forstyrrelser?
Digitale forstyrrelser er…
- når det digitale står i vejen for læring og fordybelse.
- når det digitale forhindrer bevægelse, leg og fysisk aktivitet.
- når det digitale erstatter øjenkontakt og nærvær.
- når onlinekonflikter tages med i skolen og forstyrrer de trygge fællesskaber.
- når sociale medier bliver en forstyrrelse for klassefællesskabet. Eksklusion sker hurtigere online, og det er vanskeligt for voksne at få adgang til. Sociale medier bliver som et frikvarter uden gårdvagter.
- når sociale medier påvirker børnenes selvbillede og selvværd negativt i stedet for at bidrage til en forståelse af mangfoldighed, som vi arbejder med på skolen.
- når sociale medier spænder ben for elevernes følelsesmæssige udvikling, fordi medierne hurtigt skubber kommunikationen og indhold ud i ekstremer.
- når det digitale hæmmer elevernes evne til at tænke kreativt og bruge deres fantasi.
Hvordan håndterer vi digitale forstyrrelser på skolen
- Islev Skoles mobilpolitik er det vigtigste redskab til at undgå digitale forstyrrelser i skoletiden
- Kommunen har indført firewalls, der blokerer adgang til bestemte forstyrrende hjemmesider. Vi undersøger løbende om flere sites kan blokeres.
- Vi begrænser brugen af TV og film til den planlagte undervisning eller til særlige planlagte arrangementer. Og anvender således ikke skærme som pauseaktivitet.
- Vi handler hurtigt og konsekvent, når vi bliver opmærksomme på, at der foregår mobning og eksklusion online. Vi er afhængige af elevers og forældres hjælp til at opdage når online mobning og eksklusion finder sted og vi opfordrer derfor alle til at sige det videre til os, hvis de ved, der foregår noget. Vi benytter skolens antimobbeplan (se skolens hjemmeside).
- Hvis vi oplever, at et barn er i følelsesmæssig mistrivsel, kontakter vi forældrene.








