Gen­er­a­tiv AI er ikke kun en hjælpende teknolo­gi, der kan besvare spørgsmål. Det er også en teknolo­gi, der ind­sam­ler data med hen­blik på prof­it, og næste skridt er, at de store sprog­mod­eller i sti­gende grad inte­gr­erer annon­cer­ing for at øge deres omsæt­ning. Dermed risik­er­er vores – og vores børns – data at blive en han­delsvare, hvor kom­mer­cielle bud­sk­aber kan snige sig ind i selve sam­tal­en. Ope­nAI, som oprindeligt var en non­prof­it-organ­i­sa­tion, er i dag en kom­mer­ciel aktør – en udvikling, det er vigtigt, at vi forhold­er os kri­tisk til, særligt i forhold til børn og unge.

Sam­tidig ser vi en udvikling, hvor børn og unge beg­y­n­der at bruge AI som ven, tryghed eller en form for “psykolog”. Der opstår en illu­sion af forbindelse, hvor rela­tion­er, som tidligere blev opbygget mellem men­nesker, risik­er­er at blive erstat­tet af inter­ak­tion med teknolo­gi. Den men­neske­lige kon­takt og de ægte, gen­sidi­ge rela­tion­er kan dermed træde i baggrunden.

Indi­vid­u­alis­er­ing af vores børn og unges forstærkes også når AI i sti­gende grød skaber per­son­ifi­ceret ind­hold, skræd­der­syet til den enkelte. Det kan svække de fælles fortællinger og ref­er­ence­r­am­mer, som ellers binder fæl­lessk­aber sam­men. Resul­tatet kan blive mange par­al­lelle virke­lighed­er – uden et fælles udgangspunkt for dia­log, forståelse og fællesskab.

AI rum­mer mange mulighed­er, men uden reflek­sion og tydelige ram­mer risik­er­er teknolo­gien også at skabe større afs­tand mellem børn og unge frem for at bringe dem tæt­tere sammen.

Skol­er, foræl­dre og insti­tu­tion­er står i dag med et stort dilem­ma: AI som teknolo­gi har fun­det ind­pas i skoleda­gen, og aflev­eringer. Skolear­be­jde, der tidligere krævede ind­sats og for­drede læring, kan i dag gener­eres med et enkelt klik. Læring opstår i den frik­tion, der er mellem det, vi ikke kan, og det, vi gerne vil – hvis AI erstat­ter dette mellem­led, risik­er­er vi, at selve lærin­gen forsvinder.

Sam­tidig er AI ikke blot et neu­tralt værk­tøj. Det er en teknolo­gi, der ind­sam­ler data, for­mer vores opmærk­somhed og i sti­gende grad bliv­er en del af børn og unges hverdag – også som spar­ringspart­ner, under­hold­ning og i nogle til­fælde som en erstat­ning for men­neske­lig kontakt.

Vi står midt i en fri­hed­skamp, hvor det er vigtigere end nogensinde før at spørge os selv: hvad ønsker vi for os selv, for vores børn og for vores relationer?

Teknolo­gien lover effek­tivitet og støtte, men hvis vi ikke er opmærk­somme, kan den udfor­dre noget helt cen­tralt hos vores børn og unge: deres kog­ni­tive udvikling, deres rela­tion­er og deres ret til at udvikle sig gen­nem frik­tion, fæl­lesskab og meningsfuldhed.

Koor­di­nater er et opgør med den marked­slogik, der i sti­gende grad for­mer børn og unges liv i en dig­i­talis­eret ver­den. Med afsæt i psykolo­gi, sam­fund­s­analyse og konkrete fortællinger blotlæg­ger bogen, hvor­dan opmærk­somhed, rela­tion­er og barn­dom er blevet han­delsvar­er i en ultra­kom­mer­ciel tek­nol­o­gisk økonomi.

Bogen vis­er, hvor­dan sociale medi­er, gam­ing og kun­stig intel­li­gens ikke blot er neu­trale teknolo­gi­er, men sys­te­mer designet til at fastholde, manip­ulere og udnytte men­neskers tid og opmærk­somhed – ofte på bekost­ning af trivsel, døm­mekraft og mening.

Sam­tidig peger Koor­di­nater på de psykol­o­giske og eksis­ten­tielle kon­sekvenser for børn, unge og fam­i­li­er, når det analoge liv fortrænges. Dette er ikke en bog med hur­tige løs­ninger eller ti gode råd. Det er en invi­ta­tion til at gen­finde ret­ning. Til at tage ans­var. Og til at skabe nye koor­di­nater for børn og unges liv i en dig­i­tal tid.

Køb den her:

Koor­di­nater — At sætte ret­ning for børn og unge i en hyper­kom­mer­ciel dig­i­talis­eret ver­den af David Trout­man Madsen